Rudskaller på tørflue

Oprettet d.

Rudskaller på tørflue

Inden en forestående tørflue tur til Bosnien, fik jeg muligheden for at øve en enkelt aften, og da det var 25 år siden jeg sidst havde bedrevet dette fiskeri, var det mere end kærkomment.

Så en sensommer aften allierede jeg mig med Malthe Wisler på en jysk sø, som de foregående dage kastede nogle smukke store rudskaller, op til 1,3 kg af sig. Vi startede op med at fodre op med toastbrød, for at få dem i overfladen. Det tog ikke lang tid, før de indfandt sig langs åkande bæltet, og begyndte at æde løs.

Jeg satte en Elkhair caddis på 0,20 tippet på en #4 Dreamcatcher Spey stang, og fiskede i et væk. Men man skulle være vaks ved havelågen for at kroge dem. Endelig fandt jeg rytmen, nu var problemet ikke at kroge fisk, men at få de større individer. De mindre skaller var nemlig ikke så sky som de store, og kastede sig over fluen, før de større fisk fik chancen. Endelig bed en af de bedre fisk på, men den smed jeg ved bådsiden. Malthe havde samme problem med små fisk, og i det sidste lys sadlede vi om, og dappede dem i stedet. Det var jo ikke var meningen, men fiskefeberen tog over. Her lykkedes det Malthe at fange et par smukke fisk på 700-800 gram, inden vi måtte stoppe fiskeriet og sejle i land. Her ville vi nemlig give suderne en chance de første par timer ind i mørket.

Under suder fiskeriet fra land døjede vi igen med mindre skaller, men endelig løftede Malthes knæklys sig i et klassisk suderhug. Modhugget sad perfekt, og efter en tung fight landede vi en smuk mørk suder. Hvilken lækker afslutning på en smuk sensommeraften.

Læs om fiskeriet i Bosnien her.

Af Rasmus Juel Ditlefsen

Rudskallerne forfodres.

En stor flot rudskalle.

Aftenfiskeri efter sudere.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar