Store flade på lavt vand

Oprettet d.

Store flade på lavt vand

Igen i år var vi taget til Havøysund for at fiske flynder ved Norway Guide Fishing, og det vidste sig igen at blive en succes.
Kæmpe tak til Brian Ahlers for altid kompetent guiding og tips og tricks til at få fiskeriet til at lykkes.
Jeg har fisket flere steder i Norge, men er blevet rigtig vild med at fiske Havøysund, da området giver mulighed for at komme på vandet langt de fleste dage, da der både kan fiskes ude som indeskærs – og selvfølgelig også fordi, at bestanden af helleflynder er rigtig stabil.
Desuden er der mulighed for at fiske en lang række saltvansarter, og de senere år er de sågar begyndt at fiske efter rokker.

Se, hvad der sker
Fiskeriet der oppe er super fedt, især fordi man kan fange fiskene helt inde på lavt vand. Vi fisker primært på pladser med 8-40 m vand, så på nogle pladser er det faktisk muligt at se bunden. Helleflynderfiskeriet er helt fantastisk, og hvis man er vild med kastefiskeri efter rovfisk, så kan man hurtig blive afhængig af dette fiskeri.

Det rigtige grej
Vi fisker en del med agnfisk nær bunden, og selvfølgelig også kastefiskeri med gummifisk. Grejet vi bruger er relativt let, i forhold til hvor store fisk man faktisk fisker efter. Fastspolehjul i str 5000-10000 med fletline. Takket være de moderne fletliner, så kan man faktisk fiske med nogle relativt tynde liner. Vi bruger som regel omkring 0.30 mm.
Ligesom hjulene, så er stængerne ikke så kraftige, som man skulle tro. 7-9 fods stænger med kastevægt op til 200 gram fungerer rigtigt godt. Det gode ved det lette kastegrej er, at det giver mulighed for at fiske hele dagen, uden at man bliver helt slidt op.
Til vores agnfiskeri bruger vi som regel lidt kraftigere stænger, da vi ikke skal holde stængerne i hånden. Det er lidt forskelligt, om vi fisker med multihjul eller fastspolehjul, men vigtigst af alt er, at linerne er tynde, så de ikke tager for meget strøm. 

 

Nogle af de største vi har fanget, har vi været nødt til at følge efter i båden, for at kunne presse dem oven fra


Stærk strøm

Selve Fiskeriet fungere bedst, når tidevandet i fjordene løber stærkest, og derfor er valget af tynde fletliner vigtigt, da det ellers kan være svært at have ordenlig kontakt til bunden. Vi ligger ofte og driver på skrænterne af fjordene, eller grunde og platorer.
Flynderne virker klart mest aktive, når vandet er i bevægelse, så derfor kan jeg varmt anbefale at lytte til guiderne, om hvor og hvornår man skal fiske. Ved hjælp af tidevandstabeller kan vi se, hvornår der er ebbe og flod, og så har man en ide om, hvornår man skal være på vandet.
Fordi Havøysund ligger så nordligt, så giver det mulighed for at fiske hele døgnet om sommeren, men man skal selvfølgelig huske at få sovet lidt. Fiskeriet i båden foregår som regel ved, at hver man fisker med en kastestang og en agnstang.
Selv om fladfisk generelt anses som en bundfisk, så skal man ikke blive overrasket, hvis en flynder kommer med helt om til båden efter agnen. Selv om det ikke lykkes at få fisken til at hugge, så kommer man helt op at kører, når man har så store fisk efter sin agn.
Især i tidevandskiften oplever man ofte, at helleflynderne svømmer frit i vandet. På vores tur i år fik vi flyndere helt op til 20 meter over bunden.
Fiskeriet med gummifisk er nok noget af det sjoveste, da man ofte oplever, at de store fisk går op plukker gummifisken i halen. Hvis man har fisket havørreder, så kender man sikkert følelsen af, at fisken piller i agnen, men ikke hænger fast.
Vores erfaring er, at man skal prøve og holde hovedet koldt og blive ved med at rulle ind, indtil flynderen tager ordenligt, og man skal faktisk ikke kunne rulle mere ind. Det føles lidt som et bundbid, og du mærker bare, at din agn stopper, og så giver man modhugget.
Fighten med flyndere kan godt tage et stykke tid, da det ikke er ualmindeligt, at de store fisk bliver fightet helt op til båden, og tager udløb ned til bunden igen. Dette kan sagtens ske op til 3-4gange.
Nogle af de største vi har fanget, har vi været nødt til at følge efter i båden, for at kunne presse dem oven fra, så linerne ikke bliver skåret over på klipperne.

Det rigtige tøj

I forhold til beklædningen, så kan jeg godt lide at fiske i noget med en god bevægelsesfrihed i. Derfor fisker jeg i vores Dozer jakke og Urus bukser, da man her har rigtig god mulighed for at kunne bevæge sig. Desuden kan man let regulere for varmen ved at tage et fleece-lag af eller smide jakken på de helt varme dage.
Desuden ånder mange flydedragter rigtig dårligt, så der vil man også opleve og kunne blive klam og fugtig under en hel dags fiskeri.
Til mit bådfiskeri i de kolde måneder fisker jeg altid med et sæt undertøj i merinould inderst og så fleece som mellemlag. Skulle det ske, at det er rigtig varmt, så kan man hurtig smide fleecen eller jakken. På den måde har man mulighed for hurtigt at kunne tilpasse sig vejret.
Især til sommerfiskeri i Skandinavien synes jeg virkelig, man har glæde af at bruge 3-lags princippet, når der er tale om fisketøj, da man kan fiske i undertrøje den ene dag og næste dag bliver man nød til at have fleece og jakke på.
I forhold til sikkerhed, så bruger jeg altid selvoppustelig redningsvest, da jeg personligt ikke gider at have de store, tunge flydedragter på, når den kan undværes.
Helleflynderfiskeriet er super spændende, og når man først har prøvet det, så er det svært ikke at blive forelsket i det.

Jeg ser i hverfald frem til næste år.

 

Knæk og bræk 

Charistian Boyum Johansen


​​​​​​


Kommentar(er) 1

  • Marius Juhl
    Marius Juhl http://friluftsmagasinet.dk/

    Dejligt med et forholdsvis nyt blogindlæg - er lidt sent ude! Jeg har mange gange overvejet at tage til Havøysund - har kun hørt godt om det. Det kunne være, at man skulle spørge sine fiskevenner om de havde mod på sådan en fisketur? :-) Det, at I også giver informationer vedrørende grej og tøj er bare helt i top!

    Svar

Skriv din kommentar