I de hollandske floder, lever en karpefisk, som er lidt anderledes, end de karpefisk vi har i Danmark. Roofblei hedder den på hollandsk, direkte oversat betyder det rov-flire. En flire er jo ikke en særligt glubsk rovfisk, men det er en asp! Den store fiskespisende asp blev på en tur til Holland vores target-art, men ud over asp, fiskede vi også en del efter brødspisende rimter, og hvad der ellers kunne gemme sig i floden Ijssel.
Jeg havde sammen med mine fiskemakkere Jørn og Peter planlagt en tur sydpå, som egentligt skulle have gået til Belgien, hvor vi ville fiske efter barber. På grund af tørke var fiskeriet i Belgien desværre blevet lukket i en periode, så vi lavede om på rejseplanerne, og tog i stedet til Holland.
Efter en køretur til Holland ned igennem Tyskland, som tog det meste af en dag, kunne vi omsider se på det vand, som vi skulle bruge de næste fire fiskedage ved. Floden eller kanalen var meget lige og uden særligt meget variation, dog var der nogle steder lavet små stenhøfder ud i floden for at forhindre erosion.
Hollandsk asp fanget på gennemløbsblink. |
Rimte fanget på brød i floden Ijssel. |
Fiskeholdet! |
Der var meget bådtrafik på floden Ijssel. |
Ved stenhøfderne opstod nogle store hvirvler og strømninger, og her var der fisk at fange. Den første fisk jeg så og fangede var en fin rimte, som tog et stykke toastbrød. På samme fiskeplads spottede Peter kort efter en stime asp, som fulgte efter hans lille wobler. Vi blev bidt af tanken om en stor asp, og de næste par morgener og aftener blev brugt på fiskeri efter asp med blink og woblere. Den første der havde held med fiskeriet var Peter, som fik en rigtig fin stor asp på 74 cm. Så var vi i gang! Det går ikke stille af sig, når aspen jager byttefisk. Vandet eksploderer ligesom når en gedde jager, blot meget voldsommere og ofte gentagende gange på samme sted.
Senere på turen havde jeg også heldet med mig, da en asp på 57 cm smadrede på mit gennemløbsblink. Jørn måtte nøjes med mindre asp, som blev fanget på små stykker af orm og brød, til gengæld fik han en rigtig fin sandart, som huggede på en agnfisk fisket på et bundforfang.
Asp på gennemløbsblink. |
Peter med en flot stor asp på 74 cm. |
Spinnefiskeri efter asp. |
Der bundmedes. |
Jørn med en flot sandart fra Holland. |
Jørn med rimte. |
Vejret i Holland mindede meget om det danske sommervejr. Små og store byger og ind imellem også helt flot vejr med solskin og ikke specielt meget vind. Det var ikke koldt, så på hele turen kunne jeg bruge mine trofaste Roxxo shorts. Når det var lidt køligt om morgenen eller om aftenen havde jeg min Teddy jakke på, og ovenpå den min Tuva jakke, når der var udsigt til regn.
Af Kasper Strube

Hollandsk asp fanget på gennemløbsblink.
Rimte fanget på brød i floden Ijssel.
Fiskeholdet!
Der var meget bådtrafik på floden Ijssel.
Asp på gennemløbsblink.
Peter med en flot stor asp på 74 cm.
Spinnefiskeri efter asp.
Der bundmedes.
Jørn med en flot sandart fra Holland.
Jørn med rimte.
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.