40 km kystmaraton på svenske kysten

Oprettet d.

40 km kystmaraton på svenske kysten


Min fiskemakker Henrik Reiter og jeg har gennem flere år snakket om en kysttur til Sverige... Gotland, Øland eller Sydsverige, mulighederne var mange. Men valget faldt på Sydsverige.

 

Naturoplevelser på udebane

Naturen er så smuk på klippekysterne og langt fra mit lokale, flade fiskevand på Lolland/Falster. Fuglelivet var helt spektakulært. Store flokke af trækkende traner kom dagligt ind over os, derudover så vi masser af glenter, havlit, ravne og mange andre lækre arter.
Grundet vejret i løbet at ugen, hvor vinden skiftede, fiskede vi mange forskellige pladser fra Listerlandet og helt ned til Ystad. De forskellige spots var så forskellige, at man skulle tro, de lå i forskellige lande... og nogle var vitterligt svære at vadefiske. Specielt i store bølger, og når man ikke kender området. Vi var begge nede og rulle rundt et par gange.

Fiskene var svære, og vi havde et utal af følgere eller små forsigtige slag til gennemløberen. Dem, der kender Henrik, ved, hvor giftig han er med bombarda. Men hans normale teknikker – hvis man ellers kan kalde hans teknikker normale – og fluer dude ikke, og han endte med at fiske med gennemløber resten af ugen.

 

Succes med spinstop

Medicinen var laaange spinstop, og ofte tog fiskene agnen helt inde i strandskyllet. Jeg valgte at fiske med en 17 grams forsølvet Silling, da den jo næsten står stille i spinstop. Og når de først tager i strandskyllet på 20-30 cm vand, var den super. Sammenlagt fik vi fisket 40 km pr person på fem hele fiskedage, hvilket gav 37 havørreder i alt. Halvdelen af fiskene fik vi efter solen var gået ned og 20 minutter frem. Vi mistede en del fisk på enkeltkrog, men det hjalp stort, da vi gik over til trekrog str 12.

Vi fik ingen kæmper, men Henrik smed en rigtig god overspringer på 4+ den sidste dag. Udover nedgængerne lå de fleste fisk på 45-55 cm og var i super foderstand. Et par gange var vi faktisk i tvivl om, det var nedgængere, da de fightede godt og sprang helt fri af vandet flere gange. Jeg smed en stor nedfaldsfisk som sprang helt fri 3 m fra os. Vi skød den til 90 cm. Det gjorde mig dog ikke noget, da den alligevel ville være blevet afkroget i vandet, men derfor er det et vildt syn at se så stor en havørred springe helt fri.

 

Test af tøj

Jeg fik afprøvet en del nyt tøj. For mit vedkommende fandt jeg frem til, hvad der passer mig bedste til kystfiskeriet i den kolde tid – også selvom det kunne blive meget varmt, når vi gik de lange stræk.
Min opsætning så således ud. Indefra og ud: WizWool 150 undertøj, Evaporator3 trøjen, Thermal3 jakke og bukser og til sidst WS6 vadejakken.
Af sokker brugte jeg Reboot Sock inderst og BootWarmer Sock yderst. Derudover brugte jeg en Merino Fleece Neckgaitor og en Dri-release Tube ovenover samt brugte de fingerløse handsker.

 

Med venlig hilsen 
Rasmus Ditlefsen

 

 

Nederst ses Rasmus Ditlefsen med en nedfaldsfisk, som hurtigt blev genudsat.


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar

Daisycon Affiliate Marketing