Regnbueræs

Oprettet d.

Regnbueræs

Efter stormfloden havde vores lokale havbrug på Nordfalster revet sig løs og drevet igennem sundet, indtil de ramte storstrømsbroen og sad fast. Der var derfor undsluppet et ukendt antal slagteklare 2-4 kg regnbueørreder. Jeg har aldrig prøvet at fiske målrettet efter regnbuer, men da jeg havde over en uges fiskeferie, valgte jeg at dykke ned i dette fiskeri, og bruge min ferie på at rydde lidt op derude på kysten.


Den første dag havde jeg allieret mig med en af Danmarks skrappeste put and take fiskere, nemlig Daniel Kromand. Han øsede ud af sine erfaringer hele dagen, og jeg lærte utrolig meget på kort tid. Det kan synes let, nu når der er så mange fisk ude på kysten, men det er det bestemt ikke.


Vi fandt mange stimer og kastede løs, men ligegyldigt hvilke fluer eller blink vi brugte, ville fiskene ikke tage vores agn. Så lidt overrasket og nok lidt slukøret trak vi begge en nul bon den første dag. Det var bestemt ikke fordi, at vi ikke havde arbejdet for det. Vækkeuret havde ringet 03:50 og jeg var først hjemme 14 timer senere. Vi var bestemt ikke de eneste som blankede, og i løbet af ugen mødte jeg mange dygtige kystfiskere, som intet havde fanget.


Jeg besluttede, at jeg ville fiske med flue resten af ugen, da jeg så samtidig kunne opbygge vigtig fight erfaring med fiskene. Så jeg er klar når dagen kommer, hvor jeg står med min første blanke 60'er havørred på fluestangen. Jeg lærte ret hurtigt at fluemønstret ikke betød så meget, det var langt mere præsentationen der gjorde udslaget. Først skulle man finde stimen, og så skulle fluen lande ca 50-100 cm fra den forreste, og så lave 2 strip, og lade den dale. Ramte man oven i stimen, blev den skræmt, og man kunne lige så godt give dem ro i 30 min før, man kunne gøre et nyt forsøg, alt andet var tidsspilde.

 

Det bedste fiskeri var uden tvivl 15 min før solen stod op over horisonten, så det gjaldt om at møde op på kysten i mørket, finde en stime i det svage morgenlys, løbe foran hen af stranden, sætte sig klar og vente på at stimen var indenfor kasteafstand. Når fluen landede perfekt, og man lavede de 2 hurtige strip, så accelererede stimen i en voksende bølge hen mod fluen og
der var fast fisk.

 

Selvom jeg resten af dagen fandt flere stimer, var de nu aldrig lige så lette som i morgenlyset. Ofte fik jeg 2-4 fisk i de første 10 kast om morgenen, hvorefter fiskeriet for mig døde lidt ud, og resten af dagen skulle der arbejdes for hver fisk.

 

Tre af dagene var der store bølger, farvet vand og perfekt havørred vejr. Da jeg ikke kunne spotte stimer i det hårde vejr, gav jeg op og ville så fiske havørred. Her blev jeg lidt overrasket, når en regnbue i det farvede vand tog fluen, for ⅔ af gangene tog de fluen så forsigtigt at jeg intet mærkede, pludselig blev fluen bare mere tung, og fiskene må bare have fulgt med imens jeg strippede ind.

 

Ofte gik det først op for mig, efter at jeg havde taget 2-3 strip og for alvor strammede op, da jeg troede at det var ålegræs, men så sad der en regnbue. En dag fik jeg 7 stk, men mærkede kun den ene som huggede kontant. Jeg prøvede så også det stik modsatte, da en 3 kg regnbue ved en fejl kroede sig selv i gatfinnen. Det var første gang, at jeg så min bagline. Jeg havde lært at jeg skulle blive på land, for ikke at skræmme fiskene, men i det hårde vejr gik de faktisk ude på dybere vand, og der var dage, hvor jeg kun fik fisk 50 meter fra strand skyllet. Jeg lærte også, at det var første gang man gik hen over spottet i det farvede vand, at det gav fisk.

 

Hver gang jeg havde haft et godt fiskeri gik jeg tilbage og tog strækket igen, men det var fisketomt hver gang, også selvom at jeg skiftede fluen, og to gange tog jeg faktisk strækket en tredje gang med spinnestangen, men ligemeget hjalp det. Hver gang jeg fiskede bagved en anden fluefisker, og han fangede fisk, så var fisketomt for mig. Det var den første som fiskede strækket som fik fiskene. Jeg fik fisk på alt fra en lille kobberbasse til en stor pattegris, jeg fik på neutrale farver og på pang pang farver, det var som før beskrevet lidt ligegyldigt med valg af flue eller farve på fluen, det var præsentationen foran stimerne, som gjorde udslaget. Ramte jeg f.eks. 1 meter ved siden af stimen, havde fluen ingen interesse, ingen fisk drejede ud af stimen for at tage fluen og ramte den for langt foran stimen var det samme scenarie.


Jeg havde fået den nye WS7 vadejakke, og den blev i den grad testet i alt slags vejr, fra 18 mm slagregn til høj solskin. Jeg synes, at åndbarheden er bedre end i WS6 modellen, for der blev gået MANGE km, og sved var uundgåeligt.

Jeg er helt vild med kraven og hætten, som kan stilles, så den passer perfekt til ens hoved. Jeg drejede jo hele tiden hovedet for at spotte stimer, og i stedet for at dreje hovedet “ind i hætten” fulgte den bare med.

Man kan i den grad vade dybt uden at få våde lommer. To af dagene var der over 10 ms vindstyke og kraftige regnbyger, men det betød intet, da jeg var varm og tør.
 


Af Rasmus Juel Ditlefsen


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar